• Nulstil filtre

Bøffeljagt

Jagt på Cape bøffel/ Afrikansk bøffel er en jagt hvor du som jæger skal væbne dig med tålmodighed, og gode sko! De næsten tons tunge gråsorte bøfler jages ved pürsch, hvor man skal være villig til at gå distancen for at få sit livs trofæ på forsvarligt skudhold. De store kvæg-lignende dyr er fantastiske at…

Jagt på Cape bøffel/ Afrikansk bøffel er en jagt hvor du som jæger skal væbne dig med tålmodighed, og gode sko! De næsten tons tunge gråsorte bøfler jages ved pürsch, hvor man skal være villig til at gå distancen for at få sit livs trofæ på forsvarligt skudhold. De store kvæg-lignende dyr er fantastiske at jage. Bøffeljagt er chancen for at bevise, at man er i stand til at holde hovedet koldt, også i tilspidsede situationer. Jagten på den Afrikanske bøffel foregår både på den åbne slette, men også i den tætte bush som mange regioner i det sydlige Afrika er kendt for! De nedlægges gerne med kalibre som man sjældent skyder med, da de er utroligt skudstærke. Selvom dyret er enormt, kan de alligevel være svære at finde, og endnu sværere at pürsche sig ind på! Derudover er Afrikansk bøffel også et led i BIG FIVE (De Fem Store), der udgøres af elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard!

Den afrikanske cape bøffel er den næststørste bøffelart, kun overgået af den asiatiske Vandbøffel. Cape bøflen knytter sig til store dele af Afrika, faktisk findes den i mere end 25 Afrikanske lande. Hannerne kaldes tyre/bulls og hunnerne køer. En fuldvoksen tyr kan veje helt op mod et ton. Bøflerne er flokdyr og opholder sig sjældent alene, med undtagelse af gamle tyre der er smidt af tronen. Naturligt har bøflerne ikke mange fjender, men hvis f.eks. løver observerer svage eller unge individer, som ikke opholder sig tæt på flokken, bliver de fanget og dræbt. Omvendt er flokke af bøfler også kendt for at slå løver ihjel hvis de bliver for nærgående. Bøflerne er altid på farten, og opholder sig ikke længe det samme sted, både af fødemæssige årsager, men også for sikkerhedens skyld, når der er kalve i flokken.

Møder man en afskudsbar tyr er man ikke i tvivl

Cape bøflens trofæ er mageløst. De kulsorte horn med store brede bosser, er noget der sætter gang i mange jæger drømme. De store dyr er forholdsvis lette at vurdere trofæmæssigt, idet bosserne, udlægget, og længden af hornene ikke er til at tage fejl af. Et fænomenalt cape bøffeltrofæ måler op mod en meter, og da har man et trofæ i verdensklasse. Trofæet fra en fuldvoksen bøffel er prægtigt, uanset om størrelsen betyder noget, for under alle omstændigheder har man fået en oplevelse der er spændingsrig og uforglemmelig.

Minimér

  • En cape bøffel er som en kampvogn med fire ben, den er ekstremt skudstærk
  • Jagten kan ofte blive meget lang, og man skal ikke være bange for at vandre lidt
  • De fleste outfitters siger ’skyd til den ligger stille’ af sikkerhedsmæssige årsager

Cape bøffel (Syncerus caffer caffer) ligner mest en ko. Tyrene vejer op mod et ton, og måler 1.2-1.7 meter over skulderen, hvor hunnen kun vejer 500-700 kg og 1.2-1.5 meter over skulderen. Deres ben er korte, men de er stadig i stand til at løbe 57 km/t.  Deres skind er gråligt til sort med sorte hår, og måler fra hoved til hale 2.2-3.4 meter. Den Afrikanske Cape Bøffel har ofte ar i hovedet fra indbyrdes slåskampe eller angreb fra rovdyr. En tyr er fuldvoksen når den bliver over 12 år gammel, og her topper de også oftest trofæmæssigt.

 

Både tyren og koen bærer horn, men koens horn er langt kortere, slankere, og danner ikke bosser som hos tyrene. Den fuldvoksne tyrs horn er meget karakteristiske, med en næsten sammenvokset base, også kaldet en boss. Bossen kan blive så stor som 20 cm i bredden. Hornene fra en bøffel er målt ud fra basens brede og hornets længde. Det enorme trofæ ser specielt godt ud som hovedmontering hvor kraniet med de sorte horn er overordentlig flot! For at få et trofæ i medaljeklassen skal den score over:
Bronze: 101     Sølv: 106 1/8     Guld: 112 1/2 SCI

Cape bøflen er en af de mest succesfulde planteædere i Afrika, som lever på de åbne sletter og i flodsenge. Bøflerne danner familiegrupper, hvor alle køerne er beslægtede, og kun tyrene bevæger sig imellem forskellige flokke. Voksne tyre sparrer som leg, og for at etablere dominans. Når en tyr nærmer sig en anden, med hovedet nede og modstanderen gør det samme, ender det sjældent i fuldt slagsmål, men kun en øvelse i at se hinanden an. Hvorimod hvis to tyrer er ens i størrelse og begge er dominerende, kan det ende i mere end bare sparring. Cape Bøflen er særdeles intelligent og det kommer til udtryk hvis de angribes af rovdyr. Da hjælpes alle individer i flokken ad, og omringer deres kalve for at beskytte dem.